Jeg er ung, selvlært maler hvori kunsten altid har boet – ikke kun i form af halvdårlige skitser lavet på bagsiden af et regneark, der medførte matematiklærerens bekymrede blikke, men også som et pusterum fra et hoved der tænker for meget over alt og samtidig absolut ingenting.
Kunst er for mig en eksistentiel nødvendighed – jeg bruger og misbruger kunsten i et forsøg på at få min egen, såvel som beskuerens opmærksomhed.
Når jeg laver et værk, har jeg selvfølgelig min egen fortælling bag; min naive forelskelse i kunsten opstår når et individ stopper op. i sig selv, i hverdagen, i sine overbevisninger, og på næsten euforisk vis bliver tvunget til at tage stilling til et udtryk.
Det er dér et maleri bliver til kunst. Det er dér vi finder os selv på godt og ondt..